Sardinien har været tabt af tiden og historien og traditioner fra oldtidens Europa har overlevet - arven fra invationerne af fønikerne, carthageserne, romerne, araberne, byzantinerne, spanierne, savojarder og italienerne.
Disse traditioner forevises i Sardiniens mange festivaler - nogle rent kristne, andre med paganske rødder. Adskillige forskellige dialekter og sprog tales på Sardinien. Catalansk kan blive hørt i Alghero og på øen San Pietro er der en liguriansk dialekt. Selv rester af fønisk og etruskisk overlever. I syd er det traditionelt arabisk og spansk der har indflydelse, mens ren indfødte bånd mellem folk og sproget overlever i de gennargentuske bjerge. Befolket af hyrder i isolerede småsamfund er denne region også så uigennemtrængelig at indtrængende fjender aldrig haft interesse for den.
Særlig interessant er den forhistoriske Nuraghe borg, landsbyer, templer and grave, som findes i de landlige omgivelser - mest typisk omkring Brumini, nord for Cagliari og i Valle dei Nuraghe, syd for Sassari. Nuraghe blev bygget af folk hvis forfædre udgør en af Middelhavets store mysterier. I Cagliari, hovedbyen på Sardinien, er der et museum med en seværdig arkæologisk samling som giver indsigt i det engmatiske folk.
Sassari, Oristano, Alghero og Olbia er alle centre for områder med særlig egenart. Nogle seværdige pisan-romanske kirker findes omkring Sassari og her afslører to dialekter tætte bånd med de toscanske sprog. Olbia er en blomstrende by gjort rig af turisme og den nære beliggende til jet-set'ende Costa Smeralda. Besindige Nuoro med dens i skyggen af Gennargentu bjergene som kontrast, har meget lidt til fælles med Sardinien, som det skildres i turistbrochurerne.
|
Italiens regioner
